Det meste af sit liv arbejdede hun med får i bakkerne: ude ved daggry og tilbage ved skumringstid, med halen lavt og blikket rettet mod flokken. Da alderen gjorde hende langsommere, tog familien hende med til gården, så hun kunne hvile sig.
Men at hvile sig har aldrig rigtig været hendes stil.
Det forår klækkede en flok ællinger i laden. I løbet af få dage havde den lille hund allerede udnævnt sig selv til ansvarlig. Hver morgen venter hun foran stalddøren, indtil rækken af små ællinger kommer ud. Så går hun bag dem, skubber forsigtigt efternølerne frem med snuden og fører hele optoget gennem gården og hen til dammen.
Hun jagter dem ikke og gør ikke. Hun følger blot den samme tålmodige rute, som hun engang gik bag hundredvis af får – nu over en meget kortere afstand og i et betydeligt langsommere tempo.
Et gammelt instinkt og en ny flok
Når ællingerne er i vandet, lægger hun sig på bredden med hagen på poterne og holder øje med dem. Når de kommer op igen, følger hun dem tilbage. Ingen har lært hende det, og ingen i familien har haft hjerte til at fortælle hende, at hun faktisk er pensioneret.
Hyrdehunde er avlet til at holde dyr samlet og styre deres bevægelser, og mange trives bedst, når de har en opgave. For denne lille hund er opgaven blot blevet mindre, blødere og bestemt mere støjende.
Ællingerne ser ikke ud til at have noget imod det. Hvis hun kommer et par minutter for sent i dag, venter de på hende foran stalddøren.
