I et stykke tid efter at busdriften ophørte, stod læskuret stadig der: en bænk, en køreplan for en rute, der ikke længere fandtes, og et tag, som ikke længere beskyttede nogen mod regnen.
Så en weekend satte nogen nogle brædder fast på bagvæggen og stillede en række paperbacks på dem. Ved siden af køreplanen dukkede en seddel op: Tag en bog, læg en bog.
Ideen blev hurtigere en succes end forventet. I løbet af få uger blev brædderne til rigtige hylder, bygget af trærester fra en nabo med en garage fuld af værktøj. Billedbøger kom på den nederste hylde, hvor børn kunne nå dem. Nogen tilføjede en æske med bogmærker, og en anden satte en plastkasse frem, så kogebøgerne kunne holdes tørre.
Et stoppested uden busser, men med mange besøgende
Der er ingen andre regler end dem på sedlen, og ingen bestemmer: Det er netop dét, der ser ud til at være stedets charme. Krimier står ved siden af havebøger, digte ved siden af gamle rejseguider med ruter, som ingen længere ville kunne genkende. Indimellem dukker der en bog op med en besked til den næste låner.
Men naboerne siger, at det bedste ved læskuret ikke er bøgerne, men samtalerne. Folk, der i årevis har krydset hinandens veje uden at sige et ord, stopper nu op for at anbefale en roman eller diskutere slutningen på en venlig måde.
Den gamle køreplan hænger stadig på væggen. Nogen har tilføjet en linje nederst med tusch: Næste ankomst: Når du er klar.
